13. december 2019 0 Categories Ikke-kategoriseret

Danske virksomheder og private svindles som aldrig før

Danmark oplever en voldsom stigning i antallet af svindelsager på internettet. Risikoen for at blive ramt af digitale svindelangreb er steget betydeligt i de seneste år, og hvis der fortsat skal være tillid til vores digitale systemer og håndtering af data, både i det offentlige som i det private erhvervsliv, så kræver det, at vi alle får styr på den digitale sikkerhed. På den baggrund oprettede rigspolitiet ved nytår – Landsdækkende Center mod It-relateret Økonomisk Kriminalitet (LCIK). I det første halve år, siden centeret blev oprettet, har det allerede modtaget over 12.000 anmeldelser om internet-svindel.

Politiet har fået et bedre overblik over IT-svindlen

Politiefterforskningen foregår stadig ude i de enkelte politikredse, selvom det nye center modtager anmeldelserne, men alle sagerne bliver analyseret og registreret hos LCIK. På den måde kan politiet danne sig et tydeligere billede af den omfattende svindel. Det forklarer Trine Møller, som er chef for LCIK. ”Med det nye center kan politiet meget hurtigere reagerer på gerningsmændenes nye metoder, og vi kan hurtigere finde frem til gerningsmændene,” siger hun.

Gerningsmændene snyder både personer og virksomheder

Den mest almindelige form for svindel sker ved handler mellem to privatpersoner. Her bliver man ofte snydt, ved at gerningsmanden aldrig fremsender den vare, der er aftalt og betalt for online. Men de IT-kriminelle svindler og snyder også, i stigende grad, de danske virksomheder og foreninger. Tidligere i år blev Danske Kirkers Råd narret til at overføre en million kroner til udenlandske konti i blandt andet Rumænien.

Erhvervsstyrelsen arbejder derfor på at hjælpe danske virksomheder med at få styr på deres digitale sikkerhed. Regeringen har nedsat et virksomhedsråd for IT-sikkerhed i marts 2016. Rådet skal skabe dialog og erfaringsudveksling mellem offentlige og private aktører og har til formål at komme med anbefalinger om, hvordan IT-sikkerheden og ansvarlig datahåndtering i særligt små og mellemstore virksomheder kan styrkes. Derudover skal rådet have fokus på at fremme, at høj IT-sikkerhed og ansvarlig datahåndtering og -udnyttelse kan blive egentlige konkurrenceparametre for danske virksomheder og derigennem fremme vækst og beskæftigelse.

Sådan styrker du IT-sikkerheden i din virksomhed

Svindlere på internettet er tålmodige og ved, hvornår de skal slå til for at synde dig. Men du kan selv gøre noget for at undgå det. ”Gerningsmænd, der prøver at lokke penge fra personer eller virksomheder på internettet, er blevet dygtigere, ” fortæller Jan Kaastrup, sikkerhedsekspert hos it-virksomheden CSIS. Jan Kaastrup siger, at gerningsmændene er blevet mere tålmodige. De kan finde på at hacke en medarbejders e-mail og få adgang til en virksomheds kommunikation.

Herefter kan de bruge flere måneder på at se, hvordan firmaet kommunikerer, inden de for eksempel forsøger at få nogle penge udbetalt.

Ifølge Jan Kaastrup bruger flere gerningsmænd tolke. Derfor kan du risikere at få en e-mail uden fejl, eller tale dansk med en, som udgiver sig for at være bankrådgiver.

Sikkerhedsråd

Når en svindler kontakter dig over telefon eller mail, skal du spørge dig selv: Forventer jeg at modtage mailen eller opkaldet – og er det realistisk, at nogen vil kontakte mig med det budskab?

  • Råd til mail: Hvem har sendt mailen? Er domænenavnet stavet korrekt, og er afsender og modtager den samme e-mailadresse.
  • Råd til telefonopkald: Hvem ringer – og hvor ringer personen fra? Selv om der i displayet på din telefon står, at din bank ringer, kan det være en svindler.
  • Bankoverførsel: Du skal være kritisk i det øjeblik, du skal overføre penge
  • E-mailens ordlyd: Skal det gå hurtigt eller holdes hemmeligt, og står der noget om en bankkonto, du ikke kender, skal du være opmærksom.
  • Baggrundstjek nummeret: Stemmer nummeret overens med numre fra firmaet, personen siger, de kommer fra.
  • Hold dig fra: Log ikke ind på hjemmesider, de linker til. Hent ikke vedhæftet filer eller programmer.

Vigtigst af alt: Overfør ikke penge.

Skriv en besked

Din email bliver ikke offentliggjort.